Vaerestedet i Tasiilaq

Foredragsturne i Danmark d. 6-27/10 2007

marts 31, 2008 kl. 12:58 | Lagt i Dansk | Skriv en kommentar

 Deltagere: Jens Mikaelsen (12 år), Anya Holst (13 år), Elisa Linda Bianco (13 år) & Susanne Mejer

 

Vi besøger skibet Mary Arctica i Grønlandshavnen i Aalborg sammen med vores værter fra

Soroptimistklubben i Aalborg.

 

 

 

 

 

    
Anya hiver lektier frem allerede i heliporten (men heller ikke mere…). Vi er endelig på vej.
 

 

 

 

 

 

 

     
Hårdt at skulle op kl. 04 om morgenen for at nå flyveren. Vi ankommer til Kastrup søndag middag,

hvor der venter en sej bil, ikke dårligt.
Mandag d. 8/10 går turen fra Susannes hus i Sverige og en flot sejltur med færgen

Göteborg-Frederikshavn til Aalborg. I Aalborg får vi husly hos Birgit Fl. Larsen fra

Soroptimisterne.
     
Vi får sådan en dejlig modtagelse og føler os hurtigt velkomne og hjemme hos Birgit.

Vi føler os godt forkælede med pandekager til morgenmad.

Vi morer os alle herligt med at spille ”Gulerød”.

      

 

 

 

 

 

Pigerne har været i bad og nyder morgenmaden i Birgits morgenkåber.
Tirsdag formiddag er børnene i byen og shoppe med 2 andre Soroptimister: Kirsten og Maja mens

Susanne er til frisør. Børnene får 200 kr. hver i lommepenge og et af børnene får nyt tøj fra inderst til yderst af vores værter.
           
Bagefter er vi på Mc. Donalds. Derfra kører vi til Grønlandshavnen, hvor vi modtages af salgschefen i RAL og vises rundt i deres bygninger. Skibet Mary ligger i havnen og vi inviteres ombord. Kaptajnen, som engang har boet nogle år i Tasiilaq, viser os rundt på det store skib, helt nede fra motorrummet og op til kommandocentralen. 
         
 Det syntes vi alle er utroligt spændende. Ikke mindst fordi Amarngivat blev betænkt med en flot pengegave fra kronprinseparret i forbindelse med at skibet blev døbt Mary for et par år siden.
                    

 

Derefter er vi i den hyggelige ZOO i Aalborg, hvor vi kommer tæt på isbjørnene.
       

       

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

    
Om aftenen har vi turens første foredrag, som holdes i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

     
Medlemmer af Civitangruppen i Skagen og Aalbæk, som sendte Amarngivat en masse dejligt tøj i

sommers, er kørt helt ned til Aalborg for at være sammen med os og Soroptomisterne.
Desuden deltager en dame født i Tasiilaq i 1952, Inge Smidt, som medbringer et billede af byen

fra dengang. Interessant at se hvor meget byen er vokset.
     
Først spiser vi en dejlig middag, derefter synger Anya og Elisa en lille sang efterfulgt af

Jens, som optræder med en trommedans – inden Susanne fortæller om Amarngivat og børns vilkår i
Østgrønland.  Interessen og spørgelysten er stor og det er rart at hilse personligt på folk, der gerne gør en stor indsats for netop vores børn.
                         
Flot optræden af Jens i Aalborg.   

Onsdag kører vi videre til Jelling for at besøge Jellingegruppen, som i mange år har syet tøj til os. De får stof fra en stoffabrik og syr af stofresterne meget flot børnetøj til vores genbrugsbutik.  Vi bliver igen varmt modtaget og bliver installeret hos Birthe og Anders, hvor vi hurtigt føler os hjemme. Vi deltager i fællesspisningen med beboerne i andelsforeningen Ravshøj, hvor vi om aftenen optræder og fortæller for mange gæster.
                 
Dejligt at lære andre jævnaldrende børn at kende.  

 

Kaffemøde i Ravshøj.
                           
Pigerne synger igen.                                                                          

Jens optræder professionelt.
           
Interessen er stor. Der samles en del penge ind til vores tur, flot.  Torsdag formiddag er vi på museum med vores værter, hvor guldhornene samme dag er vendt tilbage efter tyveriet.
             
Faktisk spændende at være på museum og lære lidt historie. Børnene leger vikinger.
Bagefter besøger vi ”økolariet”, hvor det går op for os hvad forurening og frådseri kan medføre:
      
Torsdag efter en god frokost hos værterne i Jelling går turen videre til Svendborg. Vi er

inviteret af Ole Victor, som kontaktede Amarngivat efter nogle artikler i Kristeligt Dagblad om børns vilkår i Grønland. Han var rystet og forarget over at mange grønlandske børn havde så

vanskelige kår og ville gerne gøre en indsats for at støtte os. Dejligt, når nogen også gerne gør noget i praksis.
               
Det var utroligt hyggeligt for os alle at møde Ole. Han havde lånt et gæsteværelse i ældrecenteret, hvor han bor, til os piger. Jens foretrak at sove på Oles sofa. Ole demonstrerer brugen af hans genoptræningsredskaber og børnene var vildt imponeret over en så frisk og festlig mand på 81 år.
           
Fredag formiddag er vi inviteret til formiddagskaffe i ældrecenteret, hvor der også kommer nogle udefra. Først synges der nogle fællessange og derefter er det vores tur. Igen synger pigerne, Jens laver trommedans og jeg fortæller til en interesseret forsamling.
I stedet for vin til foredragsholderen får vi lidt penge til turen, rigtigt rart.
Efter en god middag tager vi afsked og vi kører mod Sverige for at holde weekend. Vi slapper af, får vasket tøj og børnene er en tur i svømmehallen i Hässleholm. Vi er også på elgsafari:
       
De 8 elge er godt nok store, selvom et par af dem er unger.
     
Vi får lige nogle lækre svenske vafler inden vi køre til en lille dyrepark med husdyr.
     
I efterårsferien bor vi hos Liv på Frederiksberg. Vi er på strøgtur og shopper og vi er på Guinness rekordmuseet. Anya besøger sin storesøster Pia på Nørrebro med en overnatning. Vi er i biografen et par gange og se blandt andet den sidste og meget spændende Harry Potter film. Vi venter nu meget spændt på historiens afslutning.
        
Vi ser verdens mindste kvinde, den tykkeste mand og mange andre mærkelige rekorder.
Vi er i et flot pyntet Tivoli hele onsdagen, hvor vi mødes med Masanti Ignatiussen og hans plejemor, Barbara. Vi har en dejlig dag, hvor alt prøves, nogle forlystelser prøves op til flere gange. Vi er også i Glashuset og se den meget flotte musical ”Peter Pan”.
  

Vi besøger Botanisk have .  

Vi besøger Frilandsmuseet, hvor vi er en tur rundt i hestevogn. Bagefter får vi varm kakao og æbletærte hos Marianne, som er ved at skrive en bog om Grønlandske forhold.
   
Faktisk spændende at se de gamle huse og fornemme hvordan de levede i gamle dage.
Den sidste weekend tager vi igen til Sverige, hvor Susannes piger også kommer på besøg.
   
Dejligt med Hans’ gode mad.    

Liv og børnene er i gang med at lave bolsjer.
   
Der arbejdes koncentreret i køkkenet; men så blev resultatet også godt. 
           
Børnene prøver denne weekend svømmehallen i Markaryd. Jens og svigersønnen i huset, Rasmus, spiller skak. Jens er også med Jannie og Rasmus ude og fiske; men de fanger desværre ikke noget.
    
Børnene laver selvfølgelig hver deres flotte græskarhoved, hvilket selvfølgelig også foregår udenfor i den mørke efterårsaften med lygter tændt.
   
Bagefter er der skattejagt i den mørke, mørke svenske skov, hvor Susanne hus ligger:
 
Vi fandt en masse ”guldpenge”.

Den sidste uge var vi igen i København. Vi boede denne gang hos Jannie på Amager.
Mandag besøgte vi Cirkelordenen på Frederiksberg, en gruppe, som har sendt os penge hver jul. Vi blev vist rundt af et par medlemmer og hørte om deres loges historie, hvorefter de gav os en dejlig frokost. Jeg fortalte lidt om Amarngivat.

Tirsdag var vi i det Kongelige Teater om aftenen, hvor vi så Balletforestillingen ”Napoli”, en romantisk og flot forestilling af August Bournonville (desværre måtte vi ikke fotografere).
Flotte kostumer og kulisser og børnene blev igen positivt overraskede over at det ikke var keeedeligt at se ballet.

 

 

Vi fik købt de sidste gaver til familien og var selvfølgelig på cafe og ude og spise fint på restaurant.
         

 

 

 

 

Vi var på bolsjefabrik for at se de professionelle arbejde og få smagsprøver, og vi så livgarden.
Torsdag gik vi i gang med at pakke, det var ikke nemt at få plads til de mange ting vi have købt og fået. Om aftenen var Jannie, Liv og børnene i Planetariet mens Susanne holdt foredrag i Det Grønlandske Selskab i Charlottenlund. En meget god og hyggelig aften med mange grønlandskyndige og meget interesserede og spørgelystne deltagere. Blandt andet var Orto Ignatiussen tilstede.

Ligeledes Vibeke Rytter og Inge Lynge, som begge i sin tid gjorde et stort arbejde for at få realiseret Amarngivat og derfor har fulgt os tæt igennem alle årene.

Fredag var det så ud i Kastrup lufthavn, hvor vi blev kontrolleret grundigt af tolderne og med flyveren til Island. Vi overnattede igen i det færøske sømandshjem og nåede også at komme i den store svømmehal om aftenen.
       

Lørdag d. 27/10 tog vi ud i lufthavnen – og fandt ud af at vi skulle flyve via Konstabel Pynt til Kulusuk. Så fik vi også set det, det var da sjovt. Men det var koldt nordpå – og sikken masse sne.
       
Vi er på vej til lufthavnen i Konstabel Pynt. Flot natur med flotte fjelde. Og vi så også en blåræv.
       

En dejlig og givtig foredragsturne var vel overstået både for de heldige børn og for mig.

Tusind, tusind tak til vores værter for den flotte og varme modtagelse, vi fik alle vegne.

Børnene snakker meget positivt om jeres og det har givet dem dejlige minder for livet – og tak

for jeres opbakning og gode samarbejde til gavn for Amarngivat og for kommunens børn.

Susanne Mejer

Projekt Amarngivat i Kärnten, Østrig 28/7-11/8 2007

november 29, 2007 kl. 2:13 | Lagt i Dansk | Skriv en kommentar

 

Deltagere: Monika Manikutlak, Tikkalaatsiaq Kunak, Hilda Sanimuinaq, Juliette Nuko, Jens Mikaelsen, Åge Korneliussen. Voksne ledsagere: Dorthea Sanimuinaq & Susanne Mejer. Med disse billeder siger vi tusind, tusind tak for en fantastisk dejlig og uforglemmelig oplevelse i Østrig, først og fremmest til vores kærlige og gæstfrie værtsfolk Hans & Gitti Müller; men også til vores forskellige bidragsydere i Østrig, Danmark, samt FGB i Nuuk, som gjorde det muligt at give nogle børn en velfortjent oplevelse for livet.

 

With the pictures we want to send Hans & Gitti Müller, plus all the sponsors to the Austria project, our thousand thanks for a wonderful and unforgettable time in Austria.

 

 

 

 

 

 

 

 

Monika, Juliette og Hilda I helikopteren.         Overnatning på sømands- hjemmet Arken i Reykjavik d. 28/7.

Vi når også en tur i svømmehal.

 

 

 

 

 

 

 

Det er lidt af en rejse at komme til Østrig: Tasiilaq-Kulusuk. Kulusuk-Island d. 28/7. Island-Danmark. Kastrup-Wien, Wien-Klagenfurt d. 29/7. Her venter vi et par timer i lufthaven i Wien. Alle børn klarer rejsen flot selvom vi har lidt travlt og meget at holde rede på undervejs, da der fly forsinkelse fra Island og derfor kun meget kort tid i Kastrup.

 

 

 

 

 

 

 

Vi lander i Klagenfurt sent om aftenen, hvor vi modtages hjerteligt af Hans og familien. Det tordner og regner meget kraftigt. Vi køres ca. 2 timer i bil og taxa til Hans’ borg ”Burgstall” i Winklern. Det sidste stykke må vi kravle op ad fjeldet i mørket, hvor borgen ligger midt i Hans’ skov. Vi bliver indkvarteret på anden sal i 3 lækre værelser. Efter lidt natmad og en meget lang dag er vi klar til at børste tænder og gå i seng.

 

 

 

 

 

 

Tikkalaatsiaq i pigeværelset.                                                    Jens og Åge i drengeværelset.

 

 

 

 

 

 

 

Alt er gjort klar til os. I hver seng ligger et sovedyr, som børnene tager til sig og giver navne. Hilda, Jens og Åge sover godt efter en dag med mange oplevelser.

 

 

 

 

 

 

 

Om morgenen kan vi rigtigt se, hvor vi er endt henne. I spisesalen ligger tegnepapir, farver osv., som er sponsoreret til børnene af nogle af Hans’ kontakter. Vi opdager den fantastiske udsigt fra borgen. Her fra balkonen ved køkkenet. På opdagelse omkring Burgstal. Der er ikke indlagt vand eller toilet i borgen. Men det vænner vi os snart til.

 

 

 

 

 

 

Hans ved det udendørs toilet.                        Her børstes tænder ved det rindende friske vand.

 

 

 

 

 

 

 

                                                                          Vi er i et katolsk område. Denne kirke er bygget

 

 

 

 

 

 

 

 

af en tidligere ejer af Burgstall til minde om hans mor. Kirken ligger ved borgen Burgstall, hvor vi bor. Hans er ansvarlig for kirken og for at holde en offentlig ceremoni hvert år på mors dag.

Kirken havde vi stor gavn af et par gange, da et af børnene mistede sin lillebror mens vi var i Østrig. Der blev tændt lys i kirken, vi græd alle, sang en børnesalme og bad fadervor sammen. Det bl.a. gjorde det muligt alligevel at have en rigtig god tid langt fra familien for det berørte barn.

 

 

 

 

 

 

 

Nærmeste nabo bor neden for bjerget. Naboen er bonde, restaurant ejer og vores faste taxachauffør.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har lejrbål flere aftener. Hans spiller og børnene synger. Byen Winklern anes fra borgen.

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                     På 1. sal er der forskellige spil i hallen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Gitti laver mad til os i sit hyggelige køkken, som er et rart samlingssted. Det var svært at få lov til at hjælpe til med det praktiske; men vi fastholdt en opvaske og -oprydningsturnusordning.

 

 

 

 

 

 

 Her står Tikaalaatsiaq, Jens og Monika for opvasken.

                                                                                Dorthea læser højt for børnene en aften.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle klar til næste udflugt. Katten Tommy må dog blive hjemme. En aften har vi borgmesteren i Winklern til middag.

 

 

 

 

 

 

 

 

Jens og Åge klatrer selvfølgelig i Hans’ træer.

 

 

 

 

 

 

 

 Vi er i vandet flere gange i forskellige vandbade, svømmehaller og i nogle klare søer. Monika lærer næsten at svømme med ihærdig hjælp af Hans. De ældste børn er faktisk gode svømmere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har været i en svømmehal med bjergkæden Dolomiterne i baggrunden. Et typisk Østrigsk hus med masser af flotte blomster.

 

 

 

 

 

 Gitti og Monika. Hver dag er vi på udflugt. Her sejler vi på Weissensee, en stor, smuk sø i en naturpark højt op i Alperne. Bagefter giver bådejeren middag til os.

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er altså smukt i Alperne. Masser af fisk og fugle i søen.

 

 

 

 

 

 

 

Trampoliner ved en badesø. Bagefter giver ejeren af restauranten middag. Alle børn har bl.a. fået nyt badetøj efter eget valg af Hans og Gitti. Utroligt flot, hvad andre gerne gør for vores børn!

 

 

 

 

 

 

Vi er i et ridecenter, hvor vi prøver en stor, flot hvid østrigsk hest, som skulle være sjældne og dyre. Først Hilda og derefter Monika og ejeren af ridecenteret, som bagefter giver middag til os.

 

 

 

 

 

 

 

Tikkalaatsiaq Åge

 

 

 

 

 

 

 Jens                                                                                          Juliette

 

 

 

 

 

 

 Dorthea                                                                                     Susanne

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan tydeligt se, at vi er i et katolsk land, hvor religiøse figurer er opstillet alle vegne.

 

 

 

 

 

 

 

Køer med bjælder på ses ofte i bjergene. Vi får nok en middag, her af kroværten på stedet –

 

 

 

 

 

 

 

hvorefter pigerne takker ved at optræde for værten og de andre gæster med et par sange.

 

 

 

 

 

 

 

Vi ser dukketeater om riddere, kærlighed og troldmænd. Børnene får lært nogle tyske gloser, som de bruger flittigt, bl.a.: ”Kinder, kinder, kinder, danke für das essen, bitte”. Derefter er vi på en ny udflugt med byens borgmester.

Vi er alle fine i tøjet fordi vi skal mødes med Kärntens Landeshauptmann Jörg Haider, hvor kan residerer.

 

 

 

 

 

 

Vi får fodboldtrøjer, kasketter og fløjter. Borgmester Hermann Seebacher og Landeshauptmann Jörg Haider.

 

 

Der kan ses flere billeder på Jörg Haiders hjemmeside: www.ktn.gv.at/?siid=33&arid=6681

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi får juice og små fine kager i fornemme omgivelser.

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi besøger havenissernes hjemsted, hvor vi også bespises af stedets ejer.

 

 

 

 

 

 

 

Vi besøger borgen Hoch Osterwitz, som ingen krigsfjende nogensinde har formået at indtage, fordi de skulle igennem 9 velbevogtede porte. Hvilket nedenstående riddere nok også har æren for.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ridder Åge                                                                                           Ridder Jens

 

 

 

 

 

 

 

Vi er i en smuk naturpark, hvor Østrigs højeste bjerg ligger: ”Grossglockner”. Det er koldt på toppen, da vi er tæt på en gletscher. Vi vises rundt af en naturparksranger og vi afslutter besøget med at blive inviteret til middag.

 

 

 

 

 

 

 

Kaiser Franz Josef og hans hustru har også engang været på stedet.. En anden dag er vi jagt efter guld ved et gammelt guldgraversted ved en flod i bjergene. Vi undervises i den rigtige teknik og så leder vi ellers ihærdigt og er ikke meget for at forlade stedet. Men vi får da alle lidt guld med hjem.

 

 

 

 

 

 

 

Jens leder koncentreret efter guld.                                            Åge leder ivrigt, som resten af os.

 

 

 

 

 

 

 

 

Monika får den største guldklump med hjem.                                Vi er til lysbilledaften et par gange.

 

Efter borgmesterens velkomst til de mange fremmødte tilhørere syger Gitti og Hans deres sang. Så viser Hans lysbilleder fra hans besøg i Grønland, hvor der er billeder fra hans tur over indlandsisen, billeder fra byerne og ikke mindst fra hans besøg i Amarngivat. Til de sidste 10 billeder af isbjerge synger Dorthea en kærlighedssang, som betager folk meget. Bagefter synger alle børnene et par børnesange, hvilket giver mange klapsalver og hvor jeg til sidst takker for gæstfrihed og bidrag. Begge foredragsaftener samles ikke så lidt penge ind til vores tur, flot.

 

 

 

 

 

 

 

Vi er inviteret til byfest i Winklern, hvor vi går i prosession med musikerne og alle de andre. Vi får middag, hvorefter vi kan prøve diverse aktiviteter, hvor især elastikspring er rigtigt sjovt.

 

 

 

 

 

Tikkalaatsiaq          Juliette                Jens

 

 

 

 

 

 

 

Hans kender en tandlæge, som kikker alle børnenes tænder efter. En enkelt får lavet nogle huller. Vi er også inviteret til middag på en fin restaurant af en af vores bidragsydere til turen. Han sendte sidste år en del ski og skistøvler til Amarngivat.

 

En dag får vi virkelig afprøvet nogle grænser. Vi prøver nemlig rafting i en gummibåd i en rivende flod ved Mölltaler. Lidt nervøse (nogen af os) og spændte bliver vi iført våddragter, hjelm og redningsveste. Vi bærer selv gummibåden til startstedet og instrueres i hvor vi skal sidde i gummibåden og hvordan vi skal reagerer på bådførerens kommandoer. Bådføreren hvisker til Gitti, at det bliver vist det rene kaos at få sådanne 6 børn og 2 kvinder fra Grønland igennem floden. Men vi lærer alle hurtigt at reagere effektivt på hans kommandoer og arbejder flot som et team. Nogle af børnene prøver endda at gå rundt på gummibådskanten bag om os andre, hvilket kræver god balance. Han må sige til os, da vi er ved slutstedet: ”Stor, stor respekt for jer og jeres rafting!” Vi var alle pærestolte og syntes at rafting var et af højdepunkterne på turen. Derefter gav ejeren af stedet middag. Desværre har vi ingen billeder, da det var umuligt både at fotografere og knokle med at padle, ligesom det var en ret våd tur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi besøger en dyrepark, hvor vi kommer tæt på nogle af de fritgående dyr i smukke omgivelser.

 

 

 

 

 

 

 

Børnene og Hans bader i en sø indtil uvejret sætter ind med torden. Ellers var vi heldige med sol og varme og et par dage var det virkeligt meget varmt og vi blev alle godt solbrændte. Dagen før vores afrejse tager vi hjem til familien Müllers bolig i Rennweg, hvor der også er god plads til os. Vi får vasket tøj og pakket tasker, hvilket ikke er helt nemt, da børnene har fået utroligt meget at proppe i.

 

 

 

 

 

 

 

Vi venter i lufthavnen i Klagenfurt. Alle er lidt trist til mode. Vi spiser god mad på hotellet i Wien.

 

Afskeden med vores værtsfolk var svær. Først da vi var kommet igennem tolden i Klagenfurt og vi kunne se Gitti og Hans vinke på den anden side, gik det rigtigt op for børnene at opholdet var slut. Og de begyndte alle at græde hjerteskærende – det samme gjorde vores værtsfolk så også. Efter et stykke tid faldt børnene lidt til ro; men da vi skulle med bus ud til flyveren og igen fik øje på Gitti og Hans, som stod og vinkede på en balkon, begyndte alle børnene igen at græde, så andre i bussen fik tårer i øjnene. I flyveren faldt børnene igen til ro selvom de mente at det var synd for Hans og Gitti, som ville savne dem alt for meget.

 

På grund af voldsomt tordenvejr over Wien havde vi en skrækkelig flyvetur med mange lufthuller, hvor vi først fik landingstilladelse efter en times flyven rund over byen. Derefter sad vi alle i over en time i flyveren på landingsbanen og ventede og ventede på, at bussen skulle komme og køre os ind til lufthavsbygningen. Der blev ikke arbejdet på grund af uvejret. I mellemtiden fik vi besked på at flyveren til København var aflyst. Så vi blev sent om aftenen installeret på et hotel i centrum af Wien. Tidligt næste morgen kom vi med en flyver til København; men for sent til at nå flyveren til Island den dag. På grund af modemesse i byen tog det lang tid at finde et hotel at overnatte på; men som et plaster på såret kom vi i Tivoli. Det var dejligt vejr og vi prøvede alt – det var alle tiders oplevelse at få med og en rigtig god afslutning på en uforglemmelig og bevæget tur til Østrig.

 

 

 

 

 

 

 

 

Åge og Monika i Tivolis nyeste aktivitet.

 

Lørdag d. 11/8 lykkes det så at komme hele vejen hjem via Island og uden problemer undervejs.

 

Børnene var læsset med gaver til familien og med meget nyt tøj til den selv. Børnene var virkelig gode repræsentanter for Amarngivat og for grønlandske børn både på rejsen og i Østrig, hvilket de fortjener stor ros for. Vi håber forældrene er stolte over deres børn, det er Dorthea og jeg i hvert tilfælde.

Beretning 2006 og årsplan 2007

juni 22, 2007 kl. 7:27 | Lagt i Dansk | Skriv en kommentar

Nu foreligger beretningen for 2006 og planen for 2007.

 

Læs her (word dokument):

 

Beretning 2006

Juletræsfest 2006

maj 2, 2007 kl. 10:27 | Lagt i Dansk | Skriv en kommentar

Der er altid mange børn til vores juletræ, selvom vi ikke annoncerer.

Børnene må sidde rund om juletræet for at kunne være i rummet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Julemanden kommer selvfølgelig på besøg med godteposer. Men først efter at vi har sunget nogle julesange, hvorefter børnene må kalde på ham flere gange.

 

 

 

 

 

Bestyrelsen i Amarngivat inviteres til kaffe og hjemmebagte småkager. Her ses jordemoder Susanne Houd.

Mor & barngruppen 2006

maj 2, 2007 kl. 10:11 | Lagt i Dansk | Skriv en kommentar

Nybagte mødre hygger sig i Amarngivat sammen med vores sundhedsplejerske Sabine Moratz.

 

 

 

 

 

En guldklump til møde i Amarngivat.

 

 

 

 

 

 

 

Flere små guldklumper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førskole 2006

maj 2, 2007 kl. 10:03 | Lagt i Dansk | Skriv en kommentar

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KIIALIIT / SNEUGLERNE I TASIILAQ

marts 15, 2007 kl. 1:28 | Lagt i Dansk | Skriv en kommentar

I marts startede Kiialiit op. Det er en gruppe frivillige voksne, der svarer til “Natteravnene”, kendt fra Danmark og andre steder. I weekender og på lønningsdage går et hold på 3 voksne rundt i byen og besøger de steder, hvor børn og unge normalt opholder sig.

Den første aften mødtes alle frivillige vagter ved den store butik. Vi havde alle vores Kiialiitjakker på.

Der blev delt løbesedler ud til alle interesserede og serveret kaffe og småkager.
Kiialiitjakkerne er betalt af de bidrag, som Amarngivat har fået af forskellige sponsorer til gavn generelt for kommunens børn. Kiialiitprojektet er helt i ånd med Amarngivats formål og virke og en vigtig opsøgende indsats i lokalområdet.

En bidragsyder fra Italien har via Amarngivat bidraget til køb af en mobiltelefon, som gruppen har med på vandringerne.

Kiialiitfolkene kan gå ind i Amarngivat og få varmen og tage sig en kop kaffe i løbet af den 3 timers lange vagt. 

 

I midten af marts skal vi mødes for at evaluere og eventuelt regulere ud fra vores foreløbige erfaringer på runderne.

 

 

Spilleregler og adfærd
for KIIALIIT i Tasiilaq

KIIALIITs formål er, at skabe tryghed for alle i lokalområdet – samt livsglæde især for
børn og unge, når de er “i byen” for at more sig.
Målet nås gennem forebyggende ”uniformeret” synlighed, konstruktiv dialog i ”øjenhøjde”, sund fornuft og som gode lokale rollemodeller.

Vandringerne
gennemføres helst i hold på tre personer – helst med blandede køn, alder og grønlandsk/dansk.
Tre er et psykologisk valgt – det er nok til at være synlige, med
stor psykologisk forebyggende effekt – uden at virke truende.
”Føl”, som ønsker en prøvevandring, kan enten gå med i civil og følge et hold på tre eller deltage relativ passivt.

Turplan
Bestyrelsen kan enten vælge at planlægge sine ture samlet på et bestyrelsesmøde via telefon eller forestå udsendelse af tilmeldingslister til vandringer – gerne på mail – og gerne for 2-3 måneder ad gangen til samtlige medlemmer. Ved turplanlægning pr. telefon, lægges turplanen under mødet.
Er man først tilmeldt en vandring stiller man ALTID op.

Synlige og observerende
KIIALIIT er synlige og observerende – ikke opsøgende, ”opdragende” eller snagende.
KIIALIIT vandrer i ”det offentlige rum”, hvor de unge færdes.

Ret og pligt
KIIALIIT har ingen særlige sociale- eller politimæssige beføjelser.
KIIALIIT griber ikke fysisk ind, hvis de ser vold, hærværk eller anden kriminalitet, men reagerer med sund fornuft og enighed efter omstændighederne og kontakter relevante myndigheder efter behov.
KIIALIIT har altid tid til at lytte til bekymrede (og glade) børn og unge på deres
vandringer – men primært på de unges initiativ.
KIIALIIT er ikke underlagt formel tavshedspligt, men skal overholde foreningens etik
og moral, og omtaler således ikke de hændelser de måtte komme ud for.
KIIALIIT påtager sig ikke rådgivning af de unge udover almindelig sund fornuft.

Børn og unge “i nød”
Møder KIIALIIT børn og unge, der har brug for hjælp, især til at komme sikkert hjem, hjælper KIIALIIT de unge enten selv eller gennem deres venner, forældre eller andre pårørende.
Børn og unge, der ikke kan hjælpes hjem, skal hjælpes på anden forsvarlig måde f.eks. gennem den sociale bagvagt.
Ambulance og forældre tilkaldes hvis de unge er kommet til skade.
Mindre børn som træffes i nattetimerne skal forsøges identificeret og om muligt bragt i forbindelse med deres hjem med henblik på at få dem hentet – alternativt skal politiet informeres.
KIIALIIT bliver i givet fald hos børnene eller de unge til de er afhentet eller situationen er afklaret.

Hjemtransport af unge
er muligt, hvis hele holdet følger med og det falder naturligt for ruten.
De forlader aldrig holdet for at følge nogen hjem alene, hverken gående eller i bil.
Lokale taxa-ordninger med forsvarlig hjemtransport er naturligvis accepteret.

Tryghed for KIIALIIT
Det er vigtigt, at alle i KIIALIIT føler sig trygge, når de er med på nattevandring.
Derfor følger KIIALIIT det princip, at det er “den mest utrygge” på holdet, der
bestemmer i kritiske situationer.

Sygdom eller forfald
Skulle det ske, at én må gå hjem fra en vandring på grund af sygdom eller andre omstændigheder, skal resten af gruppen også gå hjem, hvis man ikke hurtigt kan finde en afløser, som møder ind på holdets tilholdssted. Sluttidspunktet skal noteres i logbogen.

Respekt for hinanden
Vi er alle forskellige og har vores synspunkter. Det gør holdene stærke og alsidige. Men det kan hænde, at nogle ikke ønsker at være på hold med specifikke medlemmer, fordi kemien måske ikke passer. Det skal respekteres i størst muligt omfang – selvom dialog med andre ofte øger forståelsen.
Det er således vigtigt med åbenhed overfor bestyrelsen, så den kan tage hensyn til dette ved holdsammensætningerne, frem for at medlemmer siger fra.
Vi skal have tillid til hinanden, og kunne være trygge ved hinandens adfærd, for at kunne signalere overskud, tryghed og tillid udadtil.
Kiialiit er generelt konstruktive i ord og handling, og taler med hinanden – ikke om hinanden.

Ansigtet udadtil
Det er vigtigt, at KIIALIIT er opmærksomme på, hvordan de virker udadtil.
Virker man udfarende, aggressiv eller har skjulte fordomme, kan det hurtigt skinne igennem og virke provokerende på de unge, eller andre medlemmer, med deraf følgende konflikter.

Udelukkelse?
Udviser et medlem en adfærd, som gør de andre KIIALITER utrygge, skal gruppen eller alternativt bestyrelsen tage det op med det samme, og om fornødent opfordre personen til en mere “administrativ indsats” i foreningen eller træde ud, for den gode sags skyld.
Det er bestyrelsen, der i sidste ende kan træffe afgørelse om, at et medlem ikke længere må trække i KIIALIIT-tøjet – og måske skal forlade foreningen. Men det er alles opgave, at være åbne overfor forhold af denne art.

Alkohol, stoffer eller stærk medicin
Da KIIALIIT skal foregå de unge med et godt eksempel, må et medlem aldrig møde op for at gå i KIIALIIT_tøjet, hvis personen lugter af alkohol eller er
påvirket af stoffer eller medicin.
Stofmisbrug medfører permanent udelukkelse fra at deltage på vandringerne.
Der må ikke nydes alkohol mens man er i KIIALIIT-tøjet og lign.

Logbog og bekymringsblanket
KIIALIIT har en logbog i deres lokale, som skal bruges som protokol til
bestyrelsesmøder og generalforsamlinger, samt til kort evaluering af turens oplevelser – i neutrale vendinger – d.v.s. uden angivelse af konkrete data – også selvom byen har været helt fredelig.

Nye KIIALITTER?
Personer, der ønsker at deltage som KIIALIIT, skal henvende sig til et af medlemmerne i foreningen.